header#main-header.et-fixed-header, #main-header{ -webkit-box-shadow:none !important; -moz-box-shadow:none !important; box-shadow:none !important; }

20 år i LVK: Claus Heisel fejrer jubilæum og giver stafetten videre

af | 13. oktober 2025 | Artikler, Grisedyrlægerne

Den 1. september 2025 kunne chefdyrlæge Claus Heisel fejre 20-års jubilæum i LVK. Han kom til LVK i 2005 efter fire år i blandet praksis og 12 år i Danske Slagterier/Landsudvalget for Svin (ja, det hed det faktisk dengang), hvor han arbejdede med projektopgaver, kontrol og praksis i avls- og opformeringsbesætninger.

I LVK fik Claus tre vigtige roller som chef: At køre praksis i en række besætninger på Sjælland og Øerne, at stå for forretningsudvikling og at lede grisedyrlægegruppen. Skiftet fra afdelingsleder i  grisebranchen til chef for en gruppe særdeles selvsikre og fantastisk spændende dyrlæger var virkelig stort, og et kæmpe kulturskifte, præget af markante personligheder, holdninger og mange spændende diskussioner. ”Min forgænger, Hans Møller Jensen, havde gjort et forbilledligt stykke arbejde for at samle gruppen, og det har jeg arbejdet videre med hele vejen. Vi er kommet et godt stykke,” fortæller Claus. ”Vi lægger i LVK vægt på at vi ikke skal være ens og have de samme holdninger til alt, den enkelte dyrlæge har stor frihed i arbejdet.”

De første år bød på mange dage i Hobro og sparring med ledelsen. Sidenhen er mere blevet klaret på distancen, og under Covid lærte Claus og kollegerne for alvor at bruge Teams – en erfaring, der har sparet både tid og ressourcer.

Sammen med kunderne har Claus stået i spidsen for store opgaver, bl.a. saneringer for ap2, mykoplasmalungesyge, lawsonia og især PRRS, som har fyldt meget de senere år. Han har fulgt udviklingen tæt fra de første besætninger med 200 søer og 25 grise pr. årsso til i dag 2000 søer og 40 grise pr. årsso.” Dengang Claus startede, var ejeren næsten altid selv med til besøget, og sproglige variationer handlede mest om dialekter i det danske sprog. I dag kan en hel arbejdsdag i stalden sagtens foregå på engelsk, og ofte er der repræsenteret mere end ti forskellige nationaliteter. Det viser, hvor meget der er sket på 20 år,” siger han. ”Det har været en vild udvikling, og 20 år er fløjet af sted.”

Claus har altid sat stor pris på kundekontakten – fra Sjælland og Lolland-Falster til Fyn og Bornholm. ”Det er virkelig en fornøjelse at komme ud og tale med kunderne, og det er en meget stor tilfredsstillelse, når vi sammen får løst nogle problemer.”

Men de 20 år har også budt på udfordringer. Claus ser med bekymring på den stigende kontrol: ”Kontrollen er eskaleret voldsomt, både for landmænd og dyrlæger. Jeg mener helt klart, den har taget overhånd. Vi har set kolleger forlade praksis på grund af kontroltyranniet, og det er en meget skidt udvikling.

Samtidig understreger han sin stolthed over grisedyrlægegruppen: ”I dag er der vel på landsplan 70 fuldtidsstillinger tilbage i faget som grisedyrlæge mod mindst det dobbelte for 20 år siden. Der er kamp om kunderne, men jeg er stolt af den kampgejst og det sammenhold, vi har i gruppen.”

Med jubilæet som milepæl vælger Claus også at træde et skridt tilbage fra ledelsesrollen. Han stopper som chef, og overlader ansvaret til yngre kræfter. ”Jeg har været utrolig glad for arbejdet som chef, men jeg synes også, det er vigtigt at give plads til nye tanker og kræfter. Landbruget og besætningerne udvikler sig, og det er afgørende at vi som virksomhed udvikler os i samme retning som vores kunder. Jeg fortsætter som praktiserende dyrlæge, for kundearbejdet har altid været det, der giver mig størst glæde. At køre ud, tale med folk og finde løsninger sammen er stadig noget af det bedste ved jobbet, og jeg bliver ved, så længe kunderne er tilfredse med min service. Til gengæld må jeg indrømme, at det er helt fint for mig at køre lidt mindre til Jylland,” siger han med et smil. Claus vil også fortsætte med andre opgaver i samarbejde med den nye ledelse, og ser også frem til at fortsætte det gode samarbejde jeg har med kollegaerne.

Claus ser frem til at få lidt mere tid til golf, jagt, vandring og natur, men først og fremmest til at fortsætte som praktiserende dyrlæge i LVK.

Vi takker Claus Heisel for hans store indsats gennem to årtier for kunderne, kollegerne og LVK, og glæder os til det fortsatte samarbejde.

Seneste nyheder