header#main-header.et-fixed-header, #main-header{ -webkit-box-shadow:none !important; -moz-box-shadow:none !important; box-shadow:none !important; }

30 år med Lars Grøntved i LVK: Fra stordyr til systemer

af | 19. september 2025 | Artikler, Grisedyrlægerne, LVK Dyrlægerne

Den 1. september kunne Lars Grøntved fejre 30-års jubilæum i LVK. En rejse, der begyndte i 1992, hvor det var svært for en nyuddannet dyrlæge at få job – især hvis man, som Lars, ønskede sig en fremtid i stordyrspraksis.

Jeg fik faktisk at vide af DDD (Den Danske Dyrlægeforening), at de hellere så mig arbejdsløs end ansat i LVK. En bedre anbefaling kunne jeg næsten ikke få,” fortæller han med et smil.

Hans mentor blev den daværende overdyrlæge Poul Rise, og de første år gik med at køre rundt til mere end 120 små besætninger. Dengang var der ikke sundhedsrådgivningsaftaler, så arbejdet handlede mest om at tilse de syge dyr. Det var en tid, hvor LVK var ”le enfant terrible”, og ikke alle landmænd havde lyst til, at naboen skulle se LVK-bilen i indkørslen.

Efter en kort periode i smådyrspraksis vendte Lars i 1995 tilbage til LVK. Her fik han ansvaret for over 130 besætninger på Sjælland, Falster, Lolland og Bornholm. ”Bornholm blev mit andet hjem. I starten var det små besætninger, men jeg fik efterhånden hovedparten af øen, fordi jeg arbejdede hårdt med rådgivningen – og fordi jeg hele tiden fik ny viden gennem LVK’s kurser, rejser og kongresser. Det var en række meget spændende år,” fortæller han.

I 2000 blev Lars som den første LVK-dyrlæge udnævnt til fagdyrlæge. Otte år senere blev alt dog vendt op og ned, da han blev løbet ned af en so under blodprøvetagning og fik ødelagt tre nakkehvirvler. Resultatet blev et flexjob på få timer om ugen – en brat omstilling efter 20 år på farten i LVK’s tjeneste.

Men ulykken blev også starten på et nyt kapitel: ”Da jeg begyndte, skrev vi recepter i hånden, og rapporter var ofte en halv side med kuglepen. Jeg var den yngste og havde en computer, så det blev mig, der begyndte at udvikle det edb-system, vi i dag kender som den papirløse BA (besætningsaftale). Det har sparet dyrlæger for mange timers arbejde og hævet kvaliteten markant. Set i lyset af hvor meget vi laver i det daglige, ville det ikke være muligt at overleve i dagens hårdt regulerede verden med alle de krav der stilles, hvis ikke vi havde fulgt med og til tider været foran med inden for afrapportering, laboratorieundersøgelser og styring af medicinordinationer,” fortæller han.

Han oplever en branche, hvor krav og kontrol er blevet langt skarpere: ”Vi bruger meget mere tid på dokumentation, men jeg er ikke sikker på, at dyrene har fået det tilsvarende bedre.” Alligevel ser Lars positivt fremad: ”Jeg håber at være med til at udvikle næste generation af digitale værktøjer, så papirarbejdet bliver endnu lettere for dyrlægerne.”

Samarbejdet i LVK betyder fortsat meget for ham: ”Noget af det, jeg sætter allermest pris på, er samarbejdet i LVK. Vi har altid formået at trække i samme retning for at fastholde den høje faglige standard, og vores dyrlægemøder gør, at vi som stor gruppe stadig kender hinanden godt. Der er dog ved at ske en større opsplitning mellem kvæg- og svinedyrlæger. Det giver kunderne dygtige og målrettede specialister, men kan samtidig udfordre sammenholdet internt i dyrlægegruppen.”

Lars’ indsats gennem tre årtier har sat tydelige spor i både LVK og branchen. Hans arbejde har styrket fagligheden, udviklet nye redskaber og inspireret kolleger. Vi ser frem til, at han også bliver en del af den næste udviklingsfase.

En stor tak skal lyde til Lars Grøntved for 30 år med passion, skarp faglighed og et utrætteligt engagement.

Seneste nyheder