header#main-header.et-fixed-header, #main-header{ -webkit-box-shadow:none !important; -moz-box-shadow:none !important; box-shadow:none !important; }

Foreløbige erfaringer med Bovaer giver anledning til faglig opmærksomhed

af | 31. oktober 2025 | Artikler, Kvægdyrlægerne

Siden 1. oktober har flere kvægbrug fodret med Bovaer som led i klimaprogrammet. I den forbindelse har LVK’s kvægdyrlæger erfaret at opstart med Bovaer har givet problemer i nogle besætninger.

Observationer fra praksis

I enkelte besætninger er der registreret:

  • Vomlammelser, pludselige dødsfald og nedsat drøvtygning på enkeltdyr.
  • Lav råmælksproduktion og reduceret ædelyst.
  • Øget restfoder (10–15 %), lavere vandoptag og ydelsesfald på 1–4 kg EKM.

Særligt højtydende køer samt besætninger med flere samtidige foderskift, for eksempel ny majs, roer eller variation i foderkvalitet, synes hårdest ramt.
Nogle besætninger har oplevet, at goldkøer og førstekalvskøer er mere følsomme.

Mulige forklaringer

Vores foreløbige vurdering er at den anbefalede dosis i nogle besætninger kan påvirke køerne og at de observerede problemer kan hænge sammen med en kombination af faktorer, herunder:

  • Ujævn fordeling eller utilsigtet overdosering af Bovaer,
  • Toksinbelastet eller ustabil fodertildeling,
  • For hurtig indfasning uden tilvænning af vomfloraen.

Bovaer påvirker vommens mikrobielle metanproduktion. Hvis produktet introduceres for hurtigt eller samtidig med belastet foder, kan det føre til ubalance i vommen, hvor ophobning af nitrit og ændret redoxbalance i værste fald kan give vomforgiftning, diarré og metaboliske lidelser.
Dette er ikke en forventet effekt af Bovaer, men biologisk plausibelt under ”stressede” fodringsforhold.

Anbefalinger til praksis

LVK Kvægdyrlægerne anbefaler følgende tiltag i besætninger, hvor der anvendes Bovaer og der er problemer:

  1. Involver Dyrlæge og fodringsrådgiver i problematikken og dokumentationen
  2. Tag foderprøver – både af præmix, mineralblandinger og kraftfoder, gerne med toksinanalyse DSM tilbyder p.t. gratis analyse. Bovaer koncentration kan undersøges i foder ved Eurofins.
  3. Dokumentér kliniske forløb sammen med dyrlægen – registrér vomfunktion, mælk, foderoptag, drøvtygning, feber og relevante blodprøver (Ca, keton, leverparametre).
  4. Ved mistanke – paus tildeling af Bovaer i 10–14 dage for at vurdere effekt, og indrapporter eventuelle bivirkninger til SEGES.
  5. Kommunikér roligt – hav fokus på dokumentation og læring frem for skyld.
  6. Undgå topdressing og tildeling i kraftfoderblanding, hvor risikoen for ujævn fordeling er stor. Sørg for grundig opblanding i foderet så der ikke er enkeltkøer der får overdosering.

Videre arbejde

LVK Kvægdyrlægerne har været i dialog med SEGES om problematikken og kan forstå vi ikke er de eneste der melder om disse problemer. Vi har foreslået at det laves en hurtig spørgeskemaundersøgelse så vi kan få afdækket omfanget af problemerne og finde en løsning herpå. Vi kan forstå at forslaget er blevet hørt og der er taget beslutning om en sådan spørgeundersøgelse.

Vi er klar over at det er en politisk beslutning at der fodres med Bovaer, og at det skal bidrage med en reduktion på 30 % af Metan udskillelsen i kvægbruget.  Bovaer skal anvendes i minimum 80 dage. Ordningen indbefatter både statstilskud og kontrol af fødevarestyrelsen.

LVK finder det problematisk at nogle besætninger reagerer negativt på denne måde, og af hensyn til sundhed og produktion kan blive nødsaget til at overtræde lovkravet om Bovaer tildeling i den anbefalede dosis i problemperioden.

Vi har været i dialog med Landbrug & Fødevarer Kvæg omkring, at det skal være muligt at lave en tro og love-erklæring på besætningsniveau på undtagelse de steder, hvor der opstår problemer, og Bovaer vurderes at påvirke besætningen negativt.

Fakta:
Bovaer

  • Aktivt stof: 3-NOP (3-nitrooxypropanol)
  • Virker ved at hæmme metanproduktionen i vommen
  • Godkendelse: Første godkendte metanreducerende middel i EU (2022)
  • Effekt: Ca. 27 % lavere metanudledning ved dansk fodring
  • Dosering: Omkring 1,5 g aktivstof pr. ko pr. dag
  • Krav: Fra 1. januar 2025 skal større mælkeproducenter (> 50 køer) bruge Bovaer mindst 80 dage årligt eller alternativt øge fedtindholdet i foderet

Spørgsmål til dette kan stilles til din dyrlæge eller chefdyrlæge Kenneth Krogh på telefon: 20 23 08 85  eller mail: kek@lvk.dk 

Seneste nyheder