header#main-header.et-fixed-header, #main-header{ -webkit-box-shadow:none !important; -moz-box-shadow:none !important; box-shadow:none !important; }

LVK styrker indsatsen for vores medlemmer

af | 23. august 2024 | Grisedyrlægerne, Kvægdyrlægerne

LVK har været til møde med fødevareministeren

For at styrke LVK´s politiske arbejde til gavn for vores medlemmer, har vi d. 14/8 været til møde med fødevareminister Jacob Jensen. Vi havde et godt og konstruktivt møde med ministeren. Han lyttede og anerkendte vores kritikpunkter vedr. kontroltrykket og gebyrstørrelserne.

Vi roste ham for, at der i den nye politiske Fødevare- og Veterinæraftale netop er indskrevet at aftaleparterne er enige om at der skal ske en reduktion i antallet af fødevarekontroller, uden det sætter fødevaresikkerheden over styr. Mødet med myndighederne skal opleves som støttende og vejledende, og der vil være et øget fokus på reduktion af gebyrer og kontroltryk. Vi er spændte på implementeringen af dette og byder os til omkring indspil til udmøntningen af det.

Transportegnethed og nødslagtningsproblematikken blev vendt, og vi fremførte meget klart, at det er blevet alt for bureaukratisk og omkostningstungt. Resultatet er at dyr der er slagteegnede, men ikke er transportegnede eller kan nødslagtes, under de nuværende regler ofte bliver aflivet med stort madspild til følge. Ministeren anerkender problematikken og vil gerne være med til at finde løsninger. Vi havde et konkret forslag med til ham som gik ud på, at alle parter som er involveret i problematikken (fødevarestyrelsen/embedsdyrlægerne, de praktiserende dyrlæger, transportørerne, slagterierne og branchen) bør samles for at få lavet forslag til at smidiggøre problematikken. Ministeren bad os om at konkretisere det og udarbejde et mere konkret forslag til dette. Det tager vi selvsagt fat i med det samme.

Vi nævnte vi havde flere punkter vi ikke kunne nå at komme ind på, nogen var omtalt i de bilag vi havde sendt inden mødet (bla. emner som anvendelse af antibiotika som kun må anvendes i registrerede doser og diagnoser, smertestillende som ikke kan oprettes som selvstændig behandling men skal have alverdens diagnoser mm.). Ministeren bad os sende disse punkter (igen), og så vil han sørge for at sende dem videre til dem som arbejdede med de enkelte punkter.

Vi sluttede af med at sige, at vi har meget på hjertet, og vi gerne ville fortsætte dialogen idet vi følte os forpligtiget til det med vores setup som landmandsejet veterinær rådgivningsvirksomhed. Ministeren svarede at hans dør er altid åben for en dialog.

Vi synes vi havde et godt møde, hvor vi fik afleveret vores vigtigste budskaber på en konstruktiv måde og vi blev mødt af en lyttende og reflekterende minister. Det giver os lyst til at fortsætte vores politiske arbejde direkte overfor minister og myndigheder samt samarbejdspartnere. Vi ved det ikke er let at ændre en kultur i vores kontrolsystem, men kan alligevel fornemme at der er lydhørhed og en bevægelse i gang.

Kontakt for uddybning af pressemeddelelsen: Anders Peter Jensen Formand LVK 21675212/ap@sindalsgaard.dk

Seneste nyheder